Vi bruger Cookies!     

         
 X     
Bornholmer kaniner pasning og pleje



 Pleje og pasning af din kanin

Gør din kanin tam

Kaninen kan som kæledyr blive næsten lige så tam som en hund, men dette kræver daglig kontakt og lidt tålmodighed. Vend den til dine hænders berøring og til at blive taget op og til at få skiftet strøelse. Undgå hurtige bevægelser.

Kaninen vil ikke udvise den store tillid, hvis man kun ofrer få minutter på den om dagen, når nyhedens interesse er ovre.

Foder

Kaninen skal altid have adgang til friskt vand og hø eller halm, da begge dele er vigtige for dens fordøjelse.

Kaninpiller

Derudover fodres med kaninpiller, som er et fuldfoder med alt, hvad kaninen har brug for af vitaminer og mineraler.

Gnaverblandingen, som mange dyrehandlere anbefaler, er ikke af det gode, da den indeholder alt for meget fedt og det har kaninen ikke godt af. Det sætter sig nemlig som et fedtlag omkring kaninens indre organer, som så har svært ved at fungere.

Som rettesnor nævnes, at en kanin skal have 50 - 60g. pr. kg levende voksenvægt pr. dag. Unger og ungdyr fodres med det samme, da de har brug for mere energi til at vokse af.

En madskål må gerne være tom ind imellem, da kaninen så får spist hø og halm til at dække sin sult.

Grønt

Der kan derudover også fodres med grønt: det plukker man i haven og/eller på marken, f.eks. mælkebøtte, agersvinemælk, vejbred, tørrede brændenælder, almindelig brandbærer, kamille, vild kørvel, døvnælde og rødkløver og meget af det, der bliver til overs i den daglige husholdning, samt gulerødder.

Man skal bare gradvist vænne kaninen til alt nyt. Især dværgkaninen skal ikke have det i for store mængder.

Tyggemateriale

Har man mulighed for at skaffe grene, især fra frugttræer, er det også godt, idet det både er tidsfordriv og godt for tænderne, der vokser konstant. Det er jo en gnaver. Ved tygning af bl.a grene slibes tænderne, så de ikke vokser for lange.

Man skal blot vide, at kaninerne ikke tåler grene fra stenfrugttræer (blomme-, kirsebær-, marbelletræer og lign.) da barken indeholder cyanid (blåsyre).

Kaninpiller er et fuldfoder. Dvs. at det indeholder alle de næringsstoffer, som en kanin har brug for. Man kan altså nøjes med at fodre med piller, hø/halm og vand.

Der er vist ingen tvivl om, at gulerødder er enhver kanins livret.
De fleste giver dog kaninen et tilskud af grøntsager, grønt og frugt: Gulerødder, grønkål, sukkerroer, kålrabi, æbler og pære.

Æbler og pære sætter kaninen også pris på.

Kaninburet

Når man har anskaffet en kanin, skal den også have et sted at bo.

Nogen foretrækker at have den indendøre, andre at lade den bo udenfor. Her skal man så blot vide, at en kanin ikke må have det for varmt og ikke kan tåle træk. Kulde kan den bedre tåle end for meget varme eller bagende sol.

Kaninens bur renholdes efter behov. En stor kanin skal skiftes oftere end en lille og kanin der står inde, renses oftere end en der står ude, da kaninen godt må have et isolerende lag i bunden, især om vinteren.

God plads

Der findes ingen mindstemål for kaninbure, men som ethvert andet dyr har kaninen ikke godt af, at have det for trængt. Derfor bør du nok følge disse retningslinier, som mindstemål: 1 lille kanin, ca. 1,5 kg bør have 1/2 kvadratmeter, 1 mellemstor kanin, ca. 3,5 kg, bør have mindst 3/4 kvadratmeter og en stor kanin, over 4 kg, bør mindst have 1 kvadratmeter.

Almindelige årsager til sygdomme

  • Moderdyret passer ungerne dårligt
  • Dårlige/syge forældredyr
  • Dårligt opdrættede ungdyr
  • Indkøb af kaniner af ukendt afstamning
  • Dårlig pasning
  • For tidlig afvænning
  • For mange kaniner i buret
  • Sygdomstegn opdaget for sent
  • Manglende isolering af syge dyr
  • For små bure og redekasser
  • Manglende ventilation (træk, fugtighed, for meget varme)
  • Dårlig beskyttelse mod vind og vejr
  • For sjælden rengøring af bure
  • Beskidte redekasser
  • Muggen, rådden eller gæret foder
  • Overfodring (fedme)
  • Underfodring (magre, sult)
  • Fodring med giftige planter
  • Uregelmæssig fodring
  • Beskidte fodertrug og drikkekar/-flasker
  • Stress

Tegn på sygdom.

  • Nedstemthed
  • Nedsat eller ingen appetit
  • Hængende hoved
  • Mathed/sløvhed
  • "Trætte øjne"
  • Forhøjet åndedrætsfrekvens
  • Tænderskæring

Andre tips:

Kløer

Kaniner i bur får ikke slebet deres klør, lige så effektivt som vilde kaniner, der graver huler i jorden. De skal derfor klippes ind imellem. Til dette kan du f.eks bruge en neglesaks til hunde.

Ører

Kaninernes øre skal sommetider renses for ørevoks. Det ses gule/brune pletter. Brug en fugtig klud og tør det forsigtigt af.

Tænder

Disse vokser konstant. Giv derfor kaninen noget at tygge på, for at få dem slebet: hø og grene. Hvis de vokser skævt eller bliver for lange, kan kaninen ikke spise. Søg derfor dyrlæge.

Fysiologiske data for kaniner

Kropstemperatur: 38,5 - 39,5 C

Ændedrætsfrekvens: 60 - 80 slag/min.

Drægtighedslængde: 28 - 34 dage (alm. 30 - 31)

Kuldantal: 1 - 7 (norm. 4 - 9)

Kuldstørrelse: 1 - 15 (norm. 4 - 9)

Dieperiode: ca. 7 uger

Generationsinterval: 5 - 6 måneder


Lånt af Danmarks Kaninavlerforening

Opdateret 31/10/2011

Besøg  
062524